"På jagt efter vildmarkens store"
I Canada og Alaska med Søren Ervig
"På jagt efter vildmarkens store" Forlaget Pinus 1992. 1. oplag |
Bogens 176 sider består af 13 kapitler, som i stor grad beskæftiger sig med vildmarksjagt på grizzlybjørne og sortbjørne i British Columbia og i Alaska. Her er den klassiske skildring af nordmanden Kåre, der drev sine guider til vanviddets rand, her er historien om Eigil, der faktisk kom sovende til sin bjørn, og fortællingen om Harald og Jens, der blev jaget fra deres bjørnebytte - af en anden bjørn. Desuden er vi på et par ture på hesteryg i Rocky Mountains efter wapitihjorte, elge og snegeder - de ultimative drømmejagter, og så videre på sporet af et unikt trofæ i den mægtige Mulchatna caribou flok på Alaskas tundra. Vi besøger også Queen Charlotte Islands - en øgruppe udenfor B.C. kysten, som mest er kendt for sine krigeriske Haida-indianere, mindre for sine kæmpemæssige sortbjørne. Bogens sidste kapitel er helliget praktiske oplysninger og adresser for vordende Alaska- eller canada-jægere ikke kan være foruden!
Lys i Venstrebladet:
Det afgørende og bærende element i Søren Ervig s fortællekunst er dog hans medfødte sproglige evner, som er af meget høj standard, og som placerer ham i elitegruppen af danske jagtforfattere.
Henning Kørvel i Jagt & Fiske:
Søren Ervig er igen på banen med en bog om oplevelser i Canada og Alaska. Skildringerne er først og fremmest helliget jagten på henholdsvis sort- og grizzlybjørn. Ervig tager også læserne med på jagt efter moose, wapiti, caribou, ulv og jærv. Bogen er og bliver et godt stykke håndværk med åndeløst spændende skildringer, der fortjener at blive læst af enhver udenlandsjæger. Ja, man må faktisk advare imod at lade være...
Max Steinar i bogens forord:
"På med skovmandsskjorten, tænd brændeovnen, lås yderdøren og ryk telefonstikket ud - vildmarken kræver din tilstedeværelse. Søren Ervig har sin tredje bog på markedet, og for de af os, som i ånden har jaget ved siden af ham i de to forrige, er det med et kriller af forventning, at bogen åbnes."