Udskriv pressemeldingen her.

Pressemelding!

Vildmarksshow med Søren Ervig

Den kendte danske eventyrer, causør og skribent, Søren Ervig, har samlet en buket af vilde oplevelser fra verdens store naturområder og tilbyder danske personaleforeninger dette show.

Søren Ervig har i de seneste 28 år boet i det vestlige Canada, men er nu tilbage i sit gamle fædreland og afholder igen sine populære vildmarksshows.

Indtil for ti år siden har Ervig haft sit eget vildmarks- guide firma i de canadiske Rocky Mountains, men har siden helliget sig at skrive for den internationale presse om eventyrlige rejser i verdens natur, og om jagt og fiskeri. Han har fået udgivet flere bøger på dansk og er kendt som en glimrende og underholdende fortæller bl.a. fra flere udsendelser i Danmarks radio og TV.

Ervigs foredrag vil indeholde flere meget smukke audio/visuelle lysbillede sekvenser, hvor natur- og dyrebilleder fra Afrika, Alaska, Canada og Sibirien glider ind og ud på lærredet i fortryllende mosaik – ledsaget af skøn klassisk musik – ofte iblandet naturens egne lyde som f.eks. ulvehyl, ørneskrig, fuglesang og meget mere.

Eventyret kan imidlertid også opleves i den danske bøgeskov og Ervig tager os med på ”lokkejagt med kamera” efter de elegante danske rådyr. Så skal vi blive med på en utrolig bjørnejagt i Canada og dernæst laksefiskeri på den berømte bjørneø, Kodiak Island i Alaska, hvor der blev både bjørn og laks på krogen! Videre til det østlige Sibirien - helt ud til Beringsstrædet, hvor Ervig er på sporet af elge og bjørne i selskab med nogle herlige russere, der konsumerede vodka som spædbørn sødmælk. Det eksotiske Afrika skal også opleves i historier og lysbillede show.

Foredraget finder sted:

Dato:..................................................................................Klokken...........

Lokale.......................................................................................................

Entré:........................................................................................................

Arrangerende forening:..............................................................................


Med venlig hilsen

................................................
Foreningsbestyrelsesmedlem.

Udover sæsonens show-program har Søren Ervig mange spændende, morsomme og informative oplevelser bag sig i verdens vildmarker: Disse historier kan sættes sammen fuldstændig som kunden - show bestilleren, kunne ønske dét. For et 2 timers show er det almindeligt med 6 til 8 historier og 2 A/V billede/musik sekvenser + 20 minutters pause.

Venligst bemærk, at historierne er delt op i:

Dette er bare nogle eksempler på de muligheder der er.

 

1. Alaska: "Grizzlyjagt i Alaska"
Vi var på storvildtjagt i hjertet af Alaska. Da vi en dag sad på en bakketop og fordrev tiden med at "lokke" en brunstig elg - bare for sjov, fik vi lidt af en overraskelse. Vi lærte også, at man skal holde fingeren fra aftrækkeren, indtil man er sikker på, at det er det rigtige dyr, man sigter på. En morsom og spændende historie om elge og grizzly bjørne i Alaskas vildmark.

2. Canada: "I kæmpernes land"
Midt mellem Vancouver Island og Alaska ligger Queen Charlotte Islands - en øgruppe, som mest er kendt for sine krigeriske Haida-indianere, mindre for sine kæmpemæssige sortbjørne. På en af de tæt bevoksede, vilde øer, oplevede vi et eventyr, som syntes at høre fortiden til.

3. Sibirien: "Et møde med Vranjo"
Enhver begyndelse kan være vanskelig, det vidste vi - også for turarrangører og jagtguider. Derfor var vi forberedt på lidt af hvert, da vi rejste til Chukotka området i den nordøstlige del af Sibirien, hvor verdens ubetingede største elge holder til. Helt forberedt på dette vilde eventyr var vi nu imidlertid ikke!

4. Sibirien: "Piger med krudt"
Norske Marianne havde aldrig skudt andet end en kat, og danske Mette havde aldrig besteget et større bjerg. Alligevel ønskede pigerne at udfordre jagtlykken i de sayansk-sibirske bjerge - på sporet af mægtige bjørne og tykhornede stenbukke.

5. Canada: "Og gerne tæt på"
Danske Mette ønskede at fotografere en bjørn tæt på. Og tæt på skulle hun komme - tættere end hun havde drømt om! Sortbjørnen er normalt ikke særlig aggressiv, men man skal alligevel vise den begrundet respekt. For én ting er sikkert - man ved aldrig, hvad en bjørn kan finde på - særlig når den er sulten. Det skulle blive lidt af et eventyr!

6. Norge: "Hvad et elgbrøl kan gøre"
Af og til kan en jagtepisode synes ganske håbløs. Jægeren ser dyret, men kan ikke komme til skud. Han bliver derved en passiv tilskuer i en situation, som han kunne have mestret til fuldkommenhed, dersom han havde taget initiativet - været handlekraftig og tænkt utraditionelt både med hensyn til jagtmetode og skudafgivelse. Her er vi på elgjagt i det norske Trøndelag.

7. Canada: "Når bægeret er fyldt"
Bjørne og bjørnejagt har altid fascineret Søren Ervig . I ti år var han professionel bjørnejæger i den nordvestlige del af Alberta. Og siden den gang har han fortsat med at opsøge bjørnene med riffel eller med kamera i hånden. Her fortæller han om 3 alvorlige bjørneangreb, han har været udsat for. Desuden fortæller han "bag kulisserne" om bjørnejagtsfilmen, som DR TV producerede sammen med ham på Queen Charlotte øerne på Canadas vestkyst.

8. Afrika: "Med vorter og det hele"
At blive inviteret på "pige-safari", at komme til Afrika for første gang, at skyde et vortesvin, at få det mægtige hoved udstoppet og hænge det op på stuevæggen derhjemme - kan få konsekvenser! Her følger vi 8 danske og norske piger som skød 28 stykker storvildt - med 28 skud! Og Finn som fik sit livs vortesvin - og en ny kæreste - på en noget usædvanlig måde.

9. Sibirien: "Til den yderste grænse"
Den naturskønne Kamchatka-halvø i det østlige Sibirien var i mere end 70 år et lukket og ubeskrevet blad for vestlige jægere. Men rygter om enorme elge og kæmpestore bjørne fandt alligevel vej til vor del af verden. Så da døren gled op, takket være glastnost og perestrojka, var Søren Ervig 's rygsæk hurtigt pakket.

10. Sibirien: "De fløjter i Gorno Altai"
I det sydlige Sibirien ligger der et bjergområde, som hører til en af klodens smukkeste perler. På de højeste tinder balancerer tykhornede stenbukke, i dalbundene findes gigantiske rådyr, og på skråningerne græsser den gyldne maral - den asiatiske wapitihjort, som i størrelse og skønhed nok ville få de fleste hjortejægere til at miste mælet!

11. Sibirien: "Venligst - ikke skyd!"
At krydse landegrænser bevirker ofte, at man også må overskride grænser inde i sig selv. At rejse har ikke bare med de ydre indtryk at gøre, den største rejse - den største oplevelse - kan sagtens være at opleve sig selv, få testet sine evner, sine reaktioner og få afprøvet sin tolerance og forståelse. Og akkurat dét er ikke til at undgå - når man er blandt russere og gigantiske sibirske rådyr!

12. Sibirien: "Når kosakkerne brøler"
At pürsche sig ind på en brølende pladshjort, at besvare dens udfordringer og få den springende imod sig - i fuldt raseri, må betragtes som en absolut klassisk jagtform, der også kan opleves i Europas fjerneste hjørne i Don Kosakkernes land.

13. Østrig: "Magen til held"
Vi har alle en jagtkammerat, en bror på de vilde stier, som vi under alt: De bedste oplevelser, det meste vildt og de skønneste trofæer. Og dog... når kammeraten konsekvent kommer for sent og aldrig finder den rigtige post og så alligevel scorer både super gemse og en rekord stor kronhjort, kan man komme i tvivl om jagtgudindens retfærdighed.

14. Nordlige Finland: "Et vådeskud og en samepige"
Denne historie oplæser Søren Ervig delvis fra hans bog: "På sporet af en jæger". Historien er nok en af Sørens mest kendte: Om den døvstumme samepige, som mod alle odds forfulgte en rensdyrbuk, som Søren havde såret - og opgivet.
Trofæer er minder - minder om særlige hændelser, om spændende ture eller om fysiske eller psykiske udfordringer. Et trofæ kan imidlertid være andet end en sølvpokal eller et gevir - det kan også, som i denne beretning, være et gammelt bælte...

15. Canada: "En jægers øjeblik"
De centrale bjerge i British Columbia, er noget af Canadas mest uberørte vildmark. Her findes en god bestand af wapitihjorte, men også ulve og grizzly bjørne vandrer gennem de vilde dale. Her skulle vi prøve jagtlykken - fløjet ind med bush-fly og sat af for 14 dages jagt efter wapitihjort, hvis fløjtende brøl rungede i dalen, mens vi satte teltet op.
De første dage var vejret vidunderlig herligt. Men så faldt temperaturen - dramatisk. Og en snestorm rullede ind. Det blev en frysende, barsk oplevelse!
Men hjorten fik vi - højt i bjergene.

16. Canada: "Sovende....til en bjørn!"
Det var ikke alle jægere, der kom til Canada lige positive og glade. Nogle var som udgangspunkt misfornøjede og negative, og der skulle mindst en bjørn til, før smilet kom frem. Dette er historien om Eigil fra Falster, som så at sige kom sovende til sin bjørn! En af Ervigs mest populære historier.

17. Canada: "Rocky Mountains Silvertip"
Grizzly bjørnen forstår at undgå mennesker, og den træffes kun, hvor vildmarken er mest utilgængelig. Dens skyhed skal ikke misforstås, for den er konge i sit rige, og det hænder, at den konfrontere en indtrænger.

Et bush-fly havde sat os af for en 14 dages jagt efter bjergfår i det centrale British Columbia. Efter en forgæves jagt i bjergene var vi på vandring mod vores hovedlejr, da Gordon skød en kæmpe elg. En uges transport af kød - på egne rygge - lå foran os. Men så angreb grizzlybjørnen.....!

 

18. Canada: "Hvad en fisk kan føre til"
Man kan fange andet end kongelaks, når man er på fisketur ved Canadas stillehavskyst. Faktisk kan det udvikle sig til en bryllupsrejse til en vild, fjerntliggende dal i Cascade bjergene i det sydlige British Columbia - på hesteryg - i snestorm og med riffel i sadelhylsteret.

19. Alaska: "Med laks og bjørn på krogen"
Der findes næppe en mere eventyrlig måde at opleve laksefiskeriet på end at flyde med gummibåd ned ad en brusende Alaska elv, mens bjørne og ørne kigger på, og laksene skyder af sted omkring én - som sølvglitrende torpedoer.
Et besøg på bjørne øen Kodiak Island, hvor vi i 16 dage flød ned ad vildmarksfloden, Karluk River.

20. Canada: "I regnbueørredens land"
Højt oppe i Rocky Mountains ligger en kold og dyb sø, Amathyst Lake. Det er imidlertid ikke vandets ædelstens farvede skønhed, der har gjort søen berømt, men de store ørreder. En fisketur - på hesteryg - i de flotteste bjerge i Nordamerika.

21. Canada: "På fiskeri efter 50-årige ørreder"
I de canadiske Northwest Territories ligger en af verdens største søer - Store Bjørnesø - en uberørt kæmpe, hvor den lidenskabelige sportsfisker kan prøve kræfter med verdens største og absolut ældste ørreder.

 

22. Alaska - Canada - Sibirien: "De skønneste vildmarker"
Et 11 minutters a/v show med vildmarkernes mange dyr, laks og smukke landskaber ledsaget af skønne strofer, hvoraf mange klassiske.

23. Danmark: "Når verden er deres"
Et 7 minutters a/v show, hvor Søren Ervig demonstrere, hvorledes han lokker rådyret til sig ved at efterligne dyrenes forskellige lyde. Her skydes ikke med riffel, men med spejlrefleks kamera for at illustrere, hvor tæt man kan få dyrene til sig. Et herligt lille show fra den danske natur.

24. Canada: "Rocky Mountains Ride & Raft"
Et 8 minutters a/v show fra Nordamerikas smukkeste naturområde i Jasper & Banff National Parks. Her tager vi del i et par dages gummibådstur på Fraser & Athabaska River og en fem dages ridetur igennem herlig vildmark ledsaget af canadiske cowboys - med overnatning i teltlejre, fuldstændig som det blev gjort i nybyggernes tid.

25. Sibirien: "Hvor smil er guld"
Et 4 minutters a/v show med billeder fra en sibirisk landsby. Her ser vi forbavsende smukke træudskæringer på de simple tømmerhuse, utrolig frodige, små haver, og usædvanlige smil i de sibiriske ansigter!

26. Afrika: "Fra de store vildtreservater"
Et 8 minutters a/v show med flotte billeder af den afrikanske natur og dyrelivet i bl.a. Krueger National Park i Sydafrika. Også herlige portræt fotos af den indfødte befolkning. Det hele ledsaget af dejlig, stemningsfuld musik.